Døden beder en pige om at vælge, hvem han skal tage: Mor eller far. Skolelæreren henretter de elever, der svarer forkert. Bedemanden synger og flirter, mens han gør barneliget klar. Et elsket kæledyr tilberedes til middag. Hvor går grænsen for, hvad man serverer for børn?

Af Tine Maria Winther

Barnelig. Der er step i støvlerne og flirt hen over den døde pige i Oscar K og Dorte Karrebæks nye børnebog ?Bedemanden?. Tegning fra bogen af Dorte Karrebæk
Hvor går grænsen«, våndede børnebogsanmelder Steffen Larsen sig for et par uger siden i Bøger.

Det var Bent Hallers ’Grænsebørn’, som efter hans mening flyttede endnu en hegnspæl for, hvad man kan og bør fortælle børn.

For ganske vist har bøger for børn, selv før Hector Malots ’Frændeløs’, handlet om død, fattigdom, sygdom og svigt. Men hittebarnet fandt som regel hjem til sidst, eller der bød sig en anden form for bedring i heltens forhold. Sådan er det sjældent i dag, hvor de fleste tabuer er revet ned og trøsten ikke engang er at finde på bunden af sagosuppen.

Godt eller råt
En ganske naturlig udvikling, kunne man mene – men er det så godt eller bare råt, når Kim Fupz & Lilian Brøgger laver en børnebog om Døden, der beder en lille pige vælge imellem sin mor og sin far. Når skolelæreren i Kenneth Bøgh Andersens ’Sisdæ sjangsæ’ henretter de elever, der staver forkert. Eller når Oskar K og Dorte Karrebæk forfatter en bog om en bedemand, der syngende og dansende gør en lille pige i stand til begravelse?

Vi har patruljeret grænserne for, hvad børnebøger fortæller, hos forlagsredaktøren, forfatteren, tegneren og forfatterskolelederen.

Forlægger Johanne Katz , B & U-redaktionen, Gyldendal:

»Det har aldrig været ukendt med hårde emner i børnebøger, men det kan godt være, at man i dag også tager tunge emner op i billedbøger og småbørnsbøger. Samtidig har vi i nogle år haft en stor produktion af pussenuttede billedbøger, så kontrasten tydeligere mærkes. Det er fedt, når noget er provokerende eller rykker os, men jeg synes, der også skal være trøst. Man skal ikke tage håbet fra nogen«.

Illustrator Dorte Karrebæk, har blandt andet skabt den grumme serie ’De Tre’ og for nylig ’Bedemanden’, som er anmeldt herunder, sammen med sin mand Ole Dalgaard, som skriver under synonymet Oskar K:

»Selv om jeg er helt med på, at grænserne i børnelitteratur bliver afprøvet i de her år, skal man ikke tro, at det sker for at provokere. Man gør det, fordi man kender børn – jeg har arbejdet i en børnehave og ved, hvilken forfærdelig skjult censur der er med hensyn til, hvad børn må vide og ikke vide. Men det er et selvmordsforsøg at holde børn i et vakuum, uvidende om for eksempel døden, og det så kommer som et chok for dem, at en lillesøster eller en kammerat dør og ikke kan rejse sig igen. Du nævner sådan noget som incest. Det tror jeg ikke, jeg kunne tegne, fordi jeg heller ikke ville kunne forklare det. Men døden kan jeg godt forstå og forklare. Og den er ikke forbeholdt voksne, døden tager langt flere børn, end den burde. Med ’Bedemanden’ er der ikke rykket en grænse«, siger Dorte Karrebæk, som er »dødhamrende træt af bøger om madpakker og køkkener og badeværelser og det liv, der foregår der. De er ikke tidssvarende«.

Hvorfor har børn behov for at læse om et kæledyr, der bliver slagtet og serveret til middagsmad, sådan som det sker i ’De Tre’?

»Hvorfor læser jeg Stieg Larssons krimier? Dels for at holde virkeligheden på afstand, dels måske for at forberede mig på et liv, hvor mange ting kan ske«.

Hvordan har du det med at tegne en tegning af en død pige, samtidig med at frøken Ene og bedemanden danser om kisten?

»Frøken Ene klarer sig igennem med sine talenter. Hvorfor skulle hun sætte sig ned og græde? Det ville være patetisk. Hun hjælper den lille bedemand, som har fået til hverv at gøre de døde fine. De gør sig umage begge to«, siger Dorte Karrebæk og henleder opmærksomheden på, at den døde piges søskende, bedemanden og frøken Ene på bogens sidste side er tegnet, så de går opad hånd i hånd:

»De havner ikke i himlen, men i et liv, der er bedre end det, de havde før, Frøken Ene og bedemanden hr. Jørgensen tager sig af dem«.

Dorte Karrebæks medforfatter og mand, Oscar K alias Ole Dalgaard, siger fra parrets hjem i Spanien, at hans kone er bedre til at tale med aviser, men i en tidligere kronik i Politiken om tabuer i børnebøger, skriver han blandt andet:

»Jeg tror, at børn meget ofte fornemmer og forstår lang mere, end vi bryder os om at tro. På trods af, at et normalt barn kan efterligne forældrenes smil kort efter fødslen, at et barn kan gå efter mere eller mindre et år og er i stand til at kommunikere ganske komplekst med to-tre år på bagen, så taler de fleste børnebøger til børn, som om de var åndssvage eller underbegavede«.

Forfatter Kenneth Bøgh Andersen, har blandt andet skrevet ’Sisdæ sjangsæ’, hvor læreren henretter de børn, der ikke svarer rigtigt:

»Mit hensyn er først og fremmest til historien. Hvis det ikke giver mening, at den ender med et håb, kan jeg ikke skrive en håbefuld slutning ind. Men jeg tror ikke, der er nogen, der spekulerer i at skrive en bog for børn, som skal være rå og forfærdelig«.

Er det sjovt at vise børn andre børn, der bliver splattet som i ’Sisdæ sjangsæ’?

»I sig selv er det ikke. Men hvis det er det, historien handler om, er det det, der skal fortælles. Og læg mærke til, at det bliver fremstillet på en skæg måde. Hvis det blev vist naturalistisk, er jeg ikke sikker på, det ville være særlig sjovt«.

Leder af Forfatterskolen for Børnelitteratur, Kari Sønsthagen:

»Der findes ingen tabuer i børnebøger, ikke engang holocaust. De er alle sammen revet ned i 70’erne, hvor man prøvede grænser på en helt anden måde end nu. Dengang var man mere optaget af at nakke tabuerne end at fremstille historierne ordentligt. Børn skulle bare vide noget om alt. I dag er det oppe i voksnes hoveder, grænserne findes. De ønsker tydeligvis en mere idyllisk virkelighed end den, børnene reelt oplever. Men børn tænker meget over tilværelsen. De er ikke ret gamle, før de bliver bange for at miste – forældre eller søskende«, siger Kari Sønsthagen, som mener, at voksne lægger for meget af deres eget erfaringsgrundlag ind i bøger for børn.

Børn overdriver selv
»Voksne lægger lag ind, som børnene slet ikke ser. Og hvis der er noget, børn ikke har lyst til at læse, står de bare af. Oskar K og Dorte Karrebæk har ofte talt om at flytte barriererne for, hvad man kan skrive om i børnebøger, og det kan man roligt sige, de har gjort. I sidste bind af deres billedbogsserie ’De Tre’ er der for eksempel nogle, der gerne vil købe en neger på et børnehjem. Men der er de udgået for negre og tilbyder en autist til halv pris. Du kan godt høre det, ikke? Den måde, de beskriver det på, er så langt ude, at børnene er med på, at det er satire. De gør det, børn ofte selv gør: overdriver i voldsom grad«, siger Kari Sønsthagen.

Er du ikke bange for, at børn går hen i skolen og driller med den slags udsagn om minoriteter?

»Børn driller i forvejen. Men i bogen griner man med og ikke imod nogen. Oscar K og Dorte Karrebæk smækker tingene op, så man kan grine – der er ikke noget, der ligger og lumrer. Jeg synes ikke, der er grænser for, hvad man kan fortælle børn. Men det er ikke det, der skal være hovedsagen – hovedsagen skal være, at man har en god historie at fortælle, og den måde, man gør det på.

Det skal være på børnenes præmisser. I børnenes litterære verden kan man tage livet af hvem som helst, det betyder ikke noget, for bøgerne er et tankens eksperimentarium. Et sted, hvor børn frit kan sige: ’Tænk nu hvis’. I en norsk børnebog går forfatteren Rønnaug Kleiva ind på den tankegang, børn kan have efter en skilsmisse. Historiens hovedperson bor sammen med sin far efter en skilsmisse. Han har forskellige kærester, og hun drømmer om at tage livet af dem. Det gør hun så med en af dem og slipper af sted med det. Spørg børn efter grumme skilsmisser: Det er lige det, de har lyst til at gøre. Og der er ikke noget galt i at skrive om det. Børn kan godt skelne mellem fantasi og virkelighed«.

Ved incest står jeg af
Så ingen grænser?

»I princippet nej, men jeg har set en billedbog om incest, og der stod jeg af. Det er et vældigt svært emne at beskrive, uden at man skræmmer børn og gør mange af dem opmærksom på noget, de ikke tænkte over. Bogen bruger dyr som hovedpersoner, den er modbydelig«, siger Sønsthagen.

Er du enig i, at der rykkes grænser for, hvad man fortæller i børnebøger i øjeblikket?

»Ikke når det gælder indhold. Vi er snarere inde i en nypuritanisme. Ikke så meget i Danmark, men man kan se det i Sverige og Norge, hvor man for eksempel rensede ud i Pippi-bøgerne. Hendes far må ikke længere være negerkonge. Og i en bog, som skulle være de samlede tekster af Torbjørn Egner, har man fjernet historien om negerdrengen Hua (fra historien ’Kaptein Sorte Bill’, red.). Men tingene forsvinder ikke, fordi man kalder dem noget andet. Der, hvor der efter min mening rykkes grænser i øjeblikket, er, hvad man præsenterer for børn sprogligt og visuelt«, siger forfatterskolelederen.