Af steffen.larsen@pol.dk

BØRNEBØGER

Oscar K. og Dorte Karrebæk:
Hurtige Henning-historier.
Høst & Søn, 104 sider, 249 kroner.

Oscar K. og Dorte Karrebæk: De tre. IV.
Dansklærerforeningen, 144 sider, 200 kroner.

Oscar K.: De skæve smil, illustreret af
Lilian Brøgger. Klematis. 32 sider, 248 kroner.

Er det rent krukkeri, når Ole Dalgaard
skjuler sig bag navnet Oscar K., når
han fortæller for børn, og dertil slører
sin forhistorie på forskellig vis? Engang
var han blot en hund. Så fortabte
hans oprindelse sig på et polsk børnehjem.
Nu bor han i Sydspanien. Og herfra
poster han det ene syrede og ’anderledes’
manuskript til diverse forlag efter det andet.
Oftest med fru K. alias Dorte Karrebæk
ved tegnebordet.

Hvem ville ikke være en moskito på
væggen, når de to sidder og diskuterer,
hvorledes historien om ’De tre’ skal gøres
færdig i bind 4 og denne gang med fem
uforsørgede hundehvalpe, hvoraf den
ene er en kattekilling, i hovedrollerne. Serien
har været en bemærkelsesværdig udvidelse
af børns erfaringsområde. Det er
splat i højeste gear. Det går over stok og
sten med kraft som en kampvogn. Alverdens
fordomme luftes undervejs, og
punkterede tabuer er viklet om larvefødderne.
Hvordan afslutter man en serie,
der aldrig rigtig kom i gang? No problem!
Man tilsætter yderligere figurer og
fortrædeligheder. Der kommer et mønster
i ormegården. Vi lever. Vi dør. Og indimellem
snerrer vi ad hinanden.

EN KORT OPSUMMERING: Siden sidst er
Dåse-Åse flyttet ind hos Carlo, Simba og
Gerda Røvlund, som er en kat. Carlo har
bollet hende tyk, men hun vil hellere være
Miss Vojens. Så det bliver hun. Først føder
Dåse-Åse dog fire moderløse hvalpe,
og ved samme lejlighed dukker den efterladte
killing Bob Diller op. Resten af bogen
handler så om, hvorledes Simba får
vand i hovedet, og den sammenbragte
børneflok får undervisning i skolefag
som billedkunst og sløjd. De lærer også,
at man skal huske at indkassere det lovede
slik hos børnelokkeren, inden man
trækker bukserne ned. Ellers kan det være,
man ikke får det.

Det er Oscar K. i en appelsinskal. Tidligere
på året betrådte han kanten for, hvad
der kan (og bør) fortælles om for børn.
Det skete med bogen om ’Børnenes
bedemand’. I serien om ’De tre’ har adopterede negre og
autister fået et svirp, så hvorfor
ikke rådgive om pædofiles ordholdenhed?

Tja! Det er fortsat svært at blive sur og/eller
forarget, fordi Oscar K. – i samarbejde
med Dorte K. – svæver af sted på en
fin, lille, småfnisende solstråle. Og nogen
skal jo slå i bolledejen. Ikke?
Som i de forrige bind af ’De tre’ deltager
Dorte Karrebæk aktivt i legen med talebobler
og finurligheder. Hendes personer
er levende og troskyldige midt i alt hurlumhejet.
Især madam Røvlund er godt
fundet på. Så de er lige gode om det. De er
to om ’De tre’!

DER STÅR OGSÅ 2 x K. på omslaget til ’Hurtige
Henning-historier’, der er en bog til
samme målgruppe som serien om ’De
tre’. Nemlig dem, der er vågne over for
fest i gaden, hurtigt nonsens og uladsiggørlige
hændelser. Hør blot:

Henning er dygtig i skolen, men det er
Fatima også. Det viser sig, at de er dygtige,
fordi de har brødre og kusiner på samme
alder (!), som kan tage over i de forskellige
fag. Kun farven på Hennings gummistøvler
afslører, om han er Henning-matematik
eller Henning-dansk. De er fem
Henning’er. Seks, hvis man regner hunden
Henning med. Og det bør man gøre,
fordi Henning er en ægte spionhund.
Han afslører de forskellige Fatima’er ved
at ligge trofast for alle fødderne og notere
sig forskelle i tåneglene.

Den grafiske udformning er knap så
dramatisk som i ’De tre’. Henning-bogen
er ikke nogen billedroman, det er en almindelig
børnebog med tegninger på
den ene side. Her er f.eks. burkaklædte Fatima
gennemlyst. Her er vildt gang i den
på alle hylder, og der er mindre kampvogn
og mere christianiacykel i denne
sprudlende morsomme bog om Henning
og Fatima fra Afghanistan.

NU BANKER alvoren på. ’Det skæve
smil’ er en billedbog af typen ’for alle’.
Det er Lilian Brøgger, som bestyrer billedsiden
med mild alvor og stor undren.
Det er svært at få armene ned efter
at have set disse tegninger!
Vi er i tusmørkeland, hvor den ensomme,
grimme, blinde hund Sam er
hjemsted for alle de ufødte sjæle, som
begræder deres skæbne. Der går en
tristhed igennem historien, og det
bliver der ikke lagt skjul på. Alle de
ufødte eksistenser havde ventet noget
mere. De er aborter og mislykkede
reagensglasbørn, og de ved
godt, at »jeg blev fjernet for et hareskårs
skyld«, eller »min far fik kolde
fødder«. Nu henvender de sig til
Gud, fordi han måske kan hjælpe
dem. Verdens grimmeste hund bærer
dem af sted, og på vejen lærer de,
at der måske er en mening med skæbnen,
og at man godt kan holde party, selv om
man ikke er til.

Der fortælles i en knap og indtrængende
tone om et af livets mysterier. Her er ingen
tramp i rosenbedet. Og Lilian Brøgger
giver teksten åndelighed med adskillige
uhørt smukke billeder.

Måske er Oscar K. alias Ole Dalgaard
blot børnebogens Jens Blendstrup?