Ungdomsfilm lancerer kræfttema
med lempe. Hvorfor så forsigtig?
I tegneren Dorte Karrebæks sirligt muntre streg
danser bedemanden om det lille barnelig, der
skal gøres fint i stand, før det lægges i sin kiste.
Oscar K.s ’Børnenes bedemand’, der udkom i foråret,
kunne trods dette mere end morbide emnevalg
hverken støde anmelderen eller børnelitteraturens
aktører, da Politiken udfrittede dem. »Der findes ingen
tabuer i børnebøger, ikke engang holocaust«,
som lederen af Forfatterskolen for Børnelitteratur,
Kari Sønsthagen, dengang konkluderede.
NEJ, DA vores dansklærer sendte et klassesæt rundt
med Hans Peter Richters ’Drengen Friedrich’, blev
grunden til de tilbagevendende natlige holocaustmareridt
– i hvert fald for mit vedkommende – så eftertrykkeligt
lagt. Og har Astrid Lindgrens skildring
af den hostende Tvebaks angstplagede
dødsleje i ’Brødrene Løvehjerte’
ikke en gang for alle sat sygdom
og alt for tidlig død på den børnekulturelle
spiseseddel?
Alligevel er vi nogle, der vægrer
os ved at læse ’Den lille pige med
svovlstikkerne’ højt for de yngste – eller for os selv, for
den sags skyld. Og alligevel er der i andre hjørner af
børne- og ungdomskulturen stadig en vis berøringsangst
over for ’det værst tænkelige’.
Helt aktuelt var filmproducenten Regner Grasten i
tvivl om, hvordan han skulle lancere Christian E.
Christiansens ungdomsfilm ’Dig og mig’, der har tre
kræftsyge piger som hovedpersoner. Han valgte at
undgå ordet kræft i lanceringen, hvilket fik Politikens
journalist til at spørge, om ikke de 12-årige burde
varsles om filmens alvorlige emne, inden de begiver
sig ind i biografsalens mørke.
PÅ FILMENS plakat ses seks vaselinelækre unge – den
ene pige bærer en chik alpehue, der, for det indviede
blik, kunne antyde, at der gemte sig en kemoskaldet
isse under. Men meget terminalfase er der nu ikke
over den mainstreamede og, indrømmet, noget bovlamme
æstetik. Fordi filmen »også er så meget andet
«, forklarer Grasten.
Spørgsmålet er for det første, om et fotografi af tre
kronragede piger med drop og kvalmekulør ville støde
det unge publikum fra sig og sælge færre billetter?
Jeg tror det egentlig ikke. Dorte Karrebæks bogomslag
med et pigelig i kiste nærmest drager i kraft af al
sin voldsomme uskyld, og selv om den artificielle illustratorstreg
ikke kan sammenlignes med filmrealismens
mere virkelighedsimiterende udtryk, er det
da i alle andre mediesammenhænge
en kendt sag, at død og
ulykke sælger. Med et mere eller
mindre gennemtænkt
etisk motiv bag selvfølgelig.
For det andet spørgsmål er
jo, om ikke producenten – af
etikkens granvoksne vogtere –
ville blive beskyldt for det
modsatte, nemlig at spekulere
koldt og kynisk i død og ulykke,
hvis han for alvor bankede
til sygdommens blegnæbbede skønhed i sin markedsføring?
Hvis busser og plakatsøjler pludselig var
plastret til med unge kemopatienter, hvis den alt for
tidlige død sådan gloede reklamesmart på os i det offentlige
rum, ville det måske alligevel være for voldsomt;
i modsætning til billedbogens mindre anmassende
henvendelsesform. Måske er vi, børnenes
voksne ambassadører, ubevidst med til at fastholde
bornerte krav til den meget synlige del af den kommercielle
børnekultur i kraft af vores indgroede opfattelse
af den gode sags kerne: at sikre en beskyttende
distance mellem børnene og livets barskheder.
MEN SELV OM filmbranchen angiveligt er tvunget til
at tænke bredere og mere forsigtigt end børnebogsforfatteren,
kan vi godt fordre lidt mere mod og ærlig
snak af eksempelvis folkene bag ’Dig og mig’, der
jo har taget et første skridt. For hvad frygter vi ved at
se vores kulturs sidste tabu mere direkte i øjnene?
Ville vi ikke netop hjælpe næste generation med at
sætte flere, smukkere og mere præcise ord på ’det
værst tænkelige’? Ambitionen ville i hvert fald være
livgivende.
lise.garsdal@pol.dk