Af Linda Hesel på Litteraturblog

Dengang jeg var barn, fik jeg læst højt at Emil fra Lønneberg, Pippi Langstrømpe og andre underholdende historier. Som jeg husker det, grinede både min mor og jeg af alle de fjolletheder, den lille dreng, Emil fandt på, og vi morede os bestandigt over det fantasifulde univers, der udspiller sig omkring den unaturligt stærke pige, Pippi, og hendes hus Villa Villekulla. Det var endnu før, at jeg forstod fortællingens politiske lag. Siden da er morskaben over historien med det fantasifulde navn og den lille eksotiske abe på skulderen ikke blevet mindre. Men hvad er så nutidens svar på børnenes litteratur?

På Århus Hovedbiblioteks boghylde er det børnebøger som Mustafas Kiosk (Jakob Strid), og Hurtige Henning Historier (tekst af Oscar K, illustrationer af Dorte Karrebæk, 2008), der er på menuen lige nu.

Hurtige Henning Historier er en lille komedie, bestående af fire små, forbundne historier om geniet Henning og næstengeniet Fatima samt Hennings farveblinde negerven (han bliver kaldt neger i bogen), William. I bogen er der fem Henning’er plus hunden Henning og tre Fatima’er i spil, og det er umuligt at følge med i, hvem der er på banen hvornår. Slutningen er fuldstændig uventet, og læseren må i hver af de fire historier undre sig over, hvordan historien havnede der.

Bogen kommer omkring temaer som den første (pubertets)forelskelse, forholdet mellem bedste venner og politiske emner som ”folk i burka”, ordet neger og kristendomsundervisning. Alt sammen parodieret med en vis distance, men med kærlighed samt en god portion sort humor: ”William var neger og farveblind. William gik altid og smilede. Han kunne godt lide at gå i skole. Især musik og kristendom. Det havde de haft der, hvor han kom fra. Og trommer og rytmer og sådan. Herning Friskole. Men så skulle hans far og mor skilles”.

Således har vi en fortælling, der er moderne i både form og indhold. Sproget er legende og sort, og en anelse fragmenteret. Desuden spilles på en intertekstuel referenceramme til andre værker med samme humor: På bogens bagside bliver der med øjensynlig reference til sidste års julekalender ”Yallahrup Færgeby” spurgt: ”Hva’ så, dér? Vil du læs’ en ornlig syg historie?”.

Her er plads til Fatima’er, der (selvfølgelig) går med burka, og som (selvfølgelig) er begrænset af burkaen: ”Men hun(Fatima, red.) kunne ikke spille på tænder eller sluge regnorme. På grund af burkaen”. Hvad er der så sket fra 1946, hvor Pippi Langstrømpe for første gang udkom i Danmark og til Oscar K’s historie 2009?

Både Astrid Lindgren og Jakob Strid har leveret politiske børnefortællinger leger med mødet mellem det nære og det eksotiske/fremmede, men de gør det på to vidt forskellige måder. I historien om Pippi er det præsenteret gennem Pippis oprindelse: Hendes navn er ”Pippi (…) Efraim (…) Langstrømpe” opkaldt efter Kaptajn Efraim, ”Havenes fordums skræk. Nu negerkonge”. og hendes bedste ven, aben Hr. Nilsson, på hendes skulder. Det eksotiske er ellers skubbet i baggrunden til fordel for historier om Pippis venner, Tommy og Annika og Pippis mange fantasifulde påfund og tingfinder evner. Historien om Henning derimod spiller åbenlyst på klichéfordomme over for det fremmede, og en stor del af historiens komik består netop i hele tiden at kommentere på det fremmede (Fatimas Burka, William, der er neger og spiller trommer osv.). Der fokuseres på Fatima-figuren og Hennings relation til både hende og negerdrengen William. Hvor Astrid Lindgrens historie bevarer det fremmede, som ja, noget fjernt og fremmed, går Jakob Strids fortælling i dialog det. Er det så fordi at nutidens børnelitteratur er blevet mere politisk?

Mit bud må være, at det er det ikke. Figuren Pippi optræder flere gange lettere anarkistisk i sit møde med politiet, og der leges rent sprogligt på ligeså højt niveau som i Hurtige Henning Historier. Forskellen på de to vidunderligt sjove fortællinger tolker jeg som et udtryk for forskellen mellem datidens nære lokalmiljø og nutidens globalisering.

Uanset hvad, er dagens børnelitteratur lige så meget både for børn og voksne, som de gode gamle klassikere: Jeg har med Hurtige Henning Historier underholdt mig mindst ligeså meget, som jeg gjorde det med Pippi i barndommens dage. Trænger du til et godt grin og en lattermild måde at anskue nutidens samfundsdebat på, kan det klart anbefales at gå på opdagelse i det forunderlige børnelitterære univers anno 2009.