DØDEN PÅ BÆNKEN

Åndssvage August og hans mor går en tur igennem byen.

Steffen Larsen i Politiken

I Bent Hallers berømte novelle ”Lidt har også ret” koger moderen suppe på sig selv, indtil der ikke er mere tilbage af hende. Bagefter dør børnene formentlig af sult. I Oscar K.s billedbog ”Idiot!” er det en udslidt mor, som sætter sig på bænken til slut og giver englepillen til sin åndssvage dreng August. Nu er de begge to igennem den gule tunnel, som Dorte Karrebæk tegner så smukt, og oppe hos Gud og spise suppe.

Historien er én lang bevægelse ved juletid fra lejligheden gennem byen og frem til bænken. August har sit pruttepudelignende flyvende lille Uhyre med i en snor. Undervejs besøger de bedstefar på kirkegården. De bliver udsat for både drilleri og regnvejr. På cafeen dukker englehunden Henning op med sin lange tunge. Hvorfor køber de ind på markedet? Til allersidst kan August på sin bænk alle ordene i den rigtige rækkefælge til 3. vers af ”Solen er så rød, mor”. Mens hunden Henning tuder til.

Ordene kommer hulter til bulter. Vekslende imellem referat og ustoppelige tankespring. August kender tydeligvis alle detaljerne, men han kan ikke sætte dem sammen på den rigtige måde. August leger med lyde, og han kender til den danske sangskat. Gæt selv forlægget til hans udbrud på kirkegården: ”Farfar Lakridsmand”! Og fordi det er jul, bliver sangen til ”Han sikrer sig et gavekort”.

Godt er også ”Frygt og grønt” og et postbud, der bliver til et ”påskud”. Hér er Oscar K. alias Ole Dalgaard i sit es, når han smider ordene op i luften og lukker luften ud af meningen. Det er et forsøg på at krybe ind i en dreng, der blot diagnosticeres som værende ”åndssvag”. Sproget er tungt af assosiacioner, som skaber billeder og skæve smil. Alt sammen anbragt inde i August, selv om han kun er en dreng.

BILLEDSIDEN er af Dorte Karrebæk. Dér plejer hun også at være. Hendes tegninger løber som et fortællende tapet neden under ordene. De er holdt i et meget afdæmpet og minimalistisk tonefald, farverne er for det meste triste. Engle og drillepinde er udflydende fremtoninger. Mor og søn er frysende alene. Den sidste nadver på bænken sammen med en gråspurv er uforglemmelig.

Det er ikke en bog for små børn og svage sjæle. ”Idiot!” favner om for mange ting, men den rammer også en stemning af vanvid tilsat et (stort) strejf af gddommelig fornuft. Så der kommer mening. Oscar K. har gjort det igen! Er han den forundrede fortæller, eller er han temmelig bevidst, når han trykker på tabutasterne? Er det egentlig ikke lige meget?