Af: Henning Mørch Sørensen
19. august 2009 | Historik
Lagt på information.dk 19. august 2009 kl. 19:35. Bragt i den trykte udgave 20. august 2009 på side 4 i 2. sektion. Senest opdateret 19. august 2009 kl. 20:15.

Hamlet som sorttonet, postpunk-lapset prins og Ophelia som slank, gamachegarneret jugendjungfrau. Er det popsmart knæfald for klassikerarven eller heliumfyldt højnelse og fornyelse af selvsamme?

Ubetinget det sidste vil jeg mene, for gendigtningen og moderniseringen af Shakespeares uopslidelige drama formelig oser af sprælsk veloplagthed og intertekstuel opfindsomhed.
Dynamisk duo

Karrebæk og Oscar K. er den dynamiske duo, som lægger for i Dansklærerforeningens lancering af et spændende nyt projekt: Illustreret Verdenslitteratur. Her tages udvalgte klassikere under behandling med ambitionen om, at »læseren skal få syn for både det enkelte værks mangetydighed og for nogle af dets finesser, stilistiske finurligheder og krummelurer«, som forlaget formulerer det, og med tilføjelsen »hensigten er ikke at man absolut skal forstå værket, men at man skal få lyst til at forstå det«. Det er med andre ord ikke den pligtkulturelle ærefrygt, men den lystbaserede, nysgerrighedsdrevne opdagelsesrejse ind i verdenslitteraturen, der fornuftigvis appelleres til.

Og Hamlet er et forrygende indgangsprojekt med sin dobbeltbundne krimiintrige. Fortalt som et drama på blankvers (med afsæt i Edward Lembckes oversættelse) er det blandt meget andet historien om kongesønnen Hamlet, der som en anden detektiv tager på sig at finde ud, hvem der har dræbt hans far.

Men det er også blotlægningen af det intrikate magtspil, der snor sig både ud af og ind i de royale gemakker hos brodermorderen Claudius og Hamlets mor, dronning Gertrud, som næsten overnight finder sammen med Claudius, hvilket altsammen placerer Hamlet i en pinefuld eksistentiel runddans spændt ud mellem hævnlyst, kærlighedslængsel og dødsmærket spleen, hvor rigsråd Polonius’ datter Ophelia danser ud og ind af kulissen tydeligt mærket af det vanvid, kærligheden til Hamlet driver hende ud i. Og som kulminerer med død på død i det crescendo, der følger, efter at Hamlet har ladet Claudius overvære opførelsen af skuespillet ‘Musefælden’, hvis handling ligner det begåede kongemord. Derfra er kampen mellem morderen Claudius og hævneren Hamlet uomgængelig.
Det simrer og bobler

Karrebæk og Oskar K. er hele vejen igennem på såvel disciplineret som løssluppen dialogisk omgangshøjde med teksten. Middelaldertonen lægges fra starten fast ved at benytte Bayeux-tapetet som figurativt bagtæppe under præsentationen af persongalleriet. Og det bagtæppe forlænger Dorte Karrebæk i egen streg og vittigt meddigtende aftapning i det udførlige ‘billedbånd’ om Claudius’ brodermord, der løber som en sammenbindende fortælle-bort nederst på siderne. Herudover leges der med intertekstuelle henvisninger til eksempelvis Picassos Guernica og Rodins Tænkeren, når der er brug for at føje nye facetter til karakteristikken af Hamlets forpinte og splittede sind.

Illustrationer og tekst simrer og bobler i en herligt berigende vekselvirkning, hvor Shakespeare-tid og postmoderne nutid virkelig leger tagfat med hinanden. Oskar K.’s tekstbearbejdning holder hele vejen en fornem balance mellem respekten for Shakespeares sprogtone og samtid og så de frække små twist, der pludselig skaber en næsten syret synergi i tidssammenstøddet, som når Ophelia i sin kærlighedskvide pludselig bryder ud i den gamle Susanna Lana dansktop-traver »Jeg ville eje millioner, hvis tårer var guld. Jeg kan aldrig glemme dig«.

Jo, det fungerer over hele linjen, skulle jeg hilse og sige. Så der er al mulig grund til at glæde sig til næste værk i serien, Cervantes’ Don Quixote, som udkommer til efteråret.